Krydderurter og spiselige specialiteter på terrassen

Når sommeren holder sit indtog, flytter vi køkkenet udenfor. Og ikke uden grund, for med friske krydderurter og spiselige planter lige ved hånden har du adgang til naturens allerbedste råvarer. Sådan tænker man hos verdens bedste restaurant.
Naturen på menuen
Søren Westh, der er souschef hos noma, der netop er blevet kåret til verdens bedste restaurant af det britiske tidsskrift Restaurant Magazine, fortæller om filosofien hos noma,

- vores brug af vilde urter og spiselige planter er et godt eksempel på den grundlæggende tankegang hos noma. Vi henter inspiration til vores retter fra naturen og dens foranderlighed med det resultat, at retterne ændrer udseende og smag næsten dagligt - som blomsten, der springer ud, og spiren der gror.
Søren Westh fortsætter,
- et konkret eksempel er vores Herb Toast (toast med urter), der forandrer sig i takt med sæsonernes skiften. I det tidlige forår er det martsviol, der pryder retten, mens pynten senere på foråret erstattes af eksempelvis kodriver eller andre sæsonaktuelle blomster og urter.
- Så på den måde er naturen altid på menuen,slutter Søren Westh.

Giv familien nye smagsoplevelser
Når du dyrker dine egne spiselige planter i krukker eller bede, har du alle tiders chance for at glæde familien med dejlige smagsoplevelser. De friskhøstede krydderurter og grønsager taler til sanserne, og lækre krydderurter som basilikum, timian og estragon, små, søde, røde tomater eller rivende stærke chili kan gøre underværker i en ret og give den twist, der skal til for gøre smagsoplevelsen helt unik.
